onsdag den 17. juni 2015

P E S T O



Du skal bruge:
1 stor håndfuld basilikum (fx en hel potte), skyllet
1 stort fed hvidløg
4 spsk olivenolie
1 stykke parmesanost (ca. 2 cm tyk)
salt
Tilsæt evt. 1 dl pinjekerner eller andre nødder

Sådan gør du:
Put det hele i en minhakker (vent med saltet) eller hak det meget fint og bland det med olien. Til sidst smages til med salt, tilsæt evt. lidt mere olie.




fredag den 5. juni 2015

S P A G H E T T I - C A R B O N A R A uden æg / without eggs


Mine drenge elsker denne spaghetti carbonara og den er tilmed super enkelt at lave.


Det skal du bruge:

200 g god økologisk bacon (gerne et helt stykke du selv skærer ud)
1 fed hvidløg
1 tsk smør
2 dl fløde
Frisk revet parmesanost
Friske basilikumblade
Spaghetti
1 dl kogevand fra spaghettien
peber

Sådan gør du:

Sæt vand, tilsat lidt salt, over til spaghetti. Skær baconen ud i mellemstore tern og steg dem på panden med smørret. Når de er gyldne tilsættes hvidløg, lad det stege et par minutter. Kom fløden på panden og lad det koge ind til en cremet sauce. Smag til med peber. Skru ned på lav varme, mens spaghettien koger. Spaghettien skal være "al dente" dvs. den ikke skal være færdigkogt, når du tager den af. Kog den evt. et par minutter mindre end angivet på pakken. Når du hælder vandet fra spaghettien, er det vigtigt, at du gemmer ca. 1 dl af kogevandet. Hæld pastaen tilbage i gryden med kogevandet og tilsæt bacon-flødesaucen. Rør godt rundt, så det hele bliver blandet. Servér med revet parmesan og fint hakket basilikumblade.

I N D I S K - C U R R Y - M E D - K Y L L I N G / Chicken curry -indian



Jeg holder meget af krydret og smagfuldt mad, derfor er indiske curryret en af mine top favoritter. Denne chicken curry er fra James Price og smager helt fantastisk, holder du lidt igen med chilien, så er retten yderst børnevenlig.



Du skal bruge:

  • 800 g kyllingefilet
  • 3 spsk neutral olie
  • 5 hele nelliker
  • 2-3 alm. kardemomme
  • 2 laurbærblade
  • 15-20 sorte peberkorn
  • 3 mellemstore finthakkede rødløg
  • 1 dåse flåede tomater
  • 1 stor spsk. hakket hvidløg
  • 1 stor spsk. hakket frisk ingefær
  • Salt
  • 1/2 spsk stødt kanel
  • 1/2 spsk chilipulver
  • 1/2 spsk. gurkemeje
  • 2 tsk. stødt spidskommen
  • 2 tsk. stødt koriander
  • 1 tsk. garam marsala
  • 2-3 grønne chili (eller efter smag)
  • 4-5 dl. vand
  • Frisk koriander

    Sådan gør du:

    Nelliker, laurbærblade, peberkorn og kardemomme sauteres i 3 spsk. olie i et lille minuts tid i en pande med høj kant. Tilsæt de hakkede løg og lad dem stege med til de falder sammen. Tilsæt hakket hvidløg, ingefær og finthakket grøn chili. Mængden af chili kan justeres, hvis man gerne vil have en stærkere karry. Lad de hele stege roligt under omrøring til løgene begynder at få lidt farve. Tilsæt de flåede, hakkede tomater og lad blandingen koge roligt til al væden er forsvundet og olien begynder at udskille sig.
    Kom indholdet af panden i en blender og blend massen til en jævn pasta. Kom pastaen tilbage i panden og tilsæt kanel, chilipulver, stødt koriander, stødt spidskommen og garam marsala. Lad det hele stege igennem i nogle minutter. Tilsæt lidt vand så pastaen bliver lidt mere flydende og kom så kyllingen skåret i mundrette stykker i panden.
    Vend på det hele til kyllingestykkerne får lidt overflade og tilsæt så vand til sovsen har den rette konsistens. Smag til med salt og evt. en smule rørsukker. Læg låg på panden og lad kyllingen simre til den er mør. Drys med hakket frisk koriander.

tirsdag den 2. juni 2015

R I S T E D E L Ø G /Fried onions




Ingen burger eller hotdog uden ristede løg. Her er en nem og enkelt opskrift, hvor løgene skal ristes i ovnen.

Det skal du bruge:
2-3 store løg
2 spsk olie (gerne smagsneutral)
salt

Sådan gør du:
Halver løgene og skær dem fint ud. Put dem i en pose med olie og lidt salt og ryst posen godt. Fordel løgene på en bagplade med bagepapir og rist dem på 100 grader i et par timer. Hold løbende øje med løgene, så de ikke bliver brændte, de skal gyldne og sprøde.





C I T R O N M Å N E med kvark / Lemon cake


Denne citronmåne er en af mine absolutte favoritkager. Der skal kvark i, hvilket gør kagen frisk, saftig, svampet og let sammen med citronen.

Opskrift:

50 g smør
2 æg
Saften af én citron
Revet skal af 2 øko citroner
225 g sukker
150 g kvak (skyr kan også bruges)
180 g hvedemel

Glasur:
200 g flormelis
4 spsk citronsaft
Lidt kogende vand

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 175 grader. 
Smelt smørret i en gryde. Riv citronen og pres saften ud bagefter. 
Pisk æg og sukker hvidt og luftigt, pisk derefter kvark, citronsaft og -skal og smøret i.
Mel og bagepulver kommes i en anden skål, og sigtes i æggemassen. Vend forsigtigt melblandingen i æggemassen, lidt ad gangen med en ske. 
Hæld forsigtigt dejen i en smurt springform, og glat den ud med en dejskraber. 
Bag kagen i ovnen i 40-45 minutter. Stik eventuelt i den for, at se om den er færdig. 
Når kagen er afkølet, smørres glasuren på. 


Hæld flormelis, smør og citronsaft i en skål. Hæld en spsk kogende vand i ad gangen indtil glasuren er, som du vil have den. 

V A C A / Take-away


Aarhus har fået en ny take-away restaurant, VACA. Super lækkert, stærkt og enkelt mexicansk mad til rimelige priser, prøv det! VACA er placeret i Mejlgade midt i Aarhus.

G U L E R O D S K A G E / carrot cake


Super dejlig, svampet og krydret gulerodskage. Denne er lavet uden flødeostcreme, da jeg helst vil have kagen ude. 

3 æg
1 1/2 dl smagsneutral olie
450 g brun farin
210 g mel
300 g groft revet gulerod
1 1/2 tsk bagepulver
2 tsk kanel
1 tsk stødt nellike
1/2 tsk salt
100 g valnødder
2 dl rosiner
Lidt smør til formen

Det hele blandes sammen og kommes i en smurt rund form (ca. 22 cm i diameter). Sæt kagen i en kold ovn og bag ca. 70 min. ved 180 grader varmluft.


Kagen vil passe fint som julekage pga. krydderierne.

Opskriften er fra dygtige Anne au Chocolate